Sådan slipper du af med dræbersnegle i haven

Vi kender efterhånden alle begrebet "dræbersnegl" (iberisk skovsnegl), og for de mange uheldige af os der har stiftet bekendtskab med den, er det et meget rammende udtryk.

Sneglene guffer sig lynhurtigt igennem grøntsagerne i køkkenhaven, og trives også fortrinligt i drivhuset. Endvidere formerer de sig med lynets hast, så et par enkelte dræbersnegle betyder hurtigt, at der er flere på vej. Mange flere. Hunnen lægger op til 400 æg, og de 3-4 mm store æg klækkes efter små 3 uger.

De mange dræbersnegle gør det nødvendigt med bekæmpelse, hvis man skal have en chance for et fornuftigt udbytte af sin have.

Vi havde selv store problemer med dræbersnegle sidste sæson, hvor især drivhuset tiltrak de små bæster. Specielt agurkerne tog en hård tørn, og det er et imponerende syn at se hvordan en hel agurk kan forsvinde på bare en enkelt dag. Vi startede derfor på en systematisk udryddelse af dræbersneglene, ved at "samle ind" hver aften. Sneglene er især synlige når mørket er ved at falde på. Bevæbnet med hver sin sorte spand og en lille haveskovl, samlede vi derfor hele sommeren igennem 20-50 dræbersnegle hver aften. Og det er bare på en standard 800 m2 villagrund!

Hvordan slår man dræbersneglene ihjel?

Der findes mange måder at komme af med dræbersneglene på, når de først er indfanget. Personligt foretrækker jeg en "human" måde at komme dem til livs på, og overhælder dem derfor med kogende vand. Dermed går de til grunde med det samme.

Andre foretrækker at hælde salt over sneglene, hvilket også dræber dem, bare ikke så hurtigt som kogende vand. En anden måde er simpelthen at klippe dem over, enten med en havesaks, eller ved at bruge en skovl/spade. Bruger man denne metode, bør man klippe/hakke lige omkring sneglens åndehul.

Efter at sneglene er aflivet er det vigtigt at rydde op efter sig. Døde dræbersnegle tiltrækker flere dræbersnegle, og man kan derfor med fordel grave dem ned, eller smide dem i en pose og så i affaldssækken.

Bekæmp dræbersneglene

Indsamling af dræbersnegle er dog desværre ikke nok. Det holder dem rimeligt nede, men der kommer hele tiden flere til. Det er derfor vigtigt at bekæmpe sneglene. Man kan med fordel starte tidligt på året, inden de formerer sig alt for meget, og så bør man med en fælles bekæmpelsesindsats naboerne imellem, kunne holde bestanden nede.

Der findes mange bekæmpelsesmetoder. Det rækker lige fra gift, øl eller ligefrem specialfremstillede hegn.

Øl-fælder er en effektiv måde til at fange dræbersnegle. Enten kan man bruge specialfremstillede fælder, eller et stort glas som nedgraves så toppen stikker et par cm op over jorden. Dræbersneglene bliver tiltrukket af lugten, og vil kravle ned i øllet hvor de så drukner.

Der findes også flere dyr som spiser sneglene. Det mest effektive er nok hvis man begynder at holde moskusænder, men har man ikke lige plads til dem, kan man prøve at lokke fx pindsvin til. Frøer, tudser, løbebiller og andre rovesnegle tager sneglenes æg, og disse kan derfor være en fordel at have i haven.

Man kan også bruge gift mod dræbersneglene, som typisk er pilleret og kan strøs ud i snegleramte områder. Sneglene spiser giften og trækker sig derefter tilbage til deres skjul for at dø. Med tanke på pindsvin mv, skulle disse former for gifte ikke have indvirkning på andre end sneglene.

Sneglehegn er en ny type "bed-afgrænsninger" som kan bruges til at holde dræbersneglene ude af sin have. Hegnene kan enten købes færdige eller laves selv. Hegnene er ikke specielt kønne, men er gode til at holde sneglene ude. De fremstilles med en bøjning i toppen, som sneglene ikke kan passere. Man skal dog holde græs og planeter nede, så sneglene ikke kan bruge disse til at forcere forhindringen.

Slutteligt bør man ud over at indsamle dræbersneglene, også sørge for at gå sin have igennem for æg. De lægges typisk lige under jordoverfladen, under krat, blade og andre fugtige steder. Indsaml disse og hæld kogende vand over.

Se flere tips til bekæmpelse på sneglebekæmpelse.dk.

God jagt!