Gør dit drivhus forårsklart til den nye sæson

I starten af året bør drivhuset rengøres og gøres klart til den nye sæson. Der skal ryddes ud, evt. beskæres og justeres lidt, så dit drivhus er forårsklart til der skal sættes planter i det.

Efter en god lang sæson og en vinter uden den store aktivitet, trænger drivhuset som oftest til en kærlig hånd, for at blive klar til den nye sæson. Har man et glas drivhus, er der måske en rude der skal udskiftes, men ellers trænger glas eller polycarbonat sikkert til en grundig rensning.

Der samler sig lynhurtigt alger, skidt og møg på drivhuset, og her i februar/marts måned er mit eget drivhus så grønt, at man knapt kan se igennem ruderne.

Ryd ud i drivhuset
Det klart nemmeste er at tømme drivhuset om efteråret når drivhussæsonen er overstået. Hvis du ikke har fået gjort dette, skal det gøres nu, så gamle blade, plantesække, planterester mv, ikke ligger og flyder.

Vask drivhuset med brun sæbe

Jeg starter selv med at børste og skrabe de værste alger, blade og møg af drivhuset, og overspuler det derefter med vandslangen. Herefter bruger jeg sæbevand af brun sæbe, som jeg vasker drivhusets ruder og døre i, både udvendigt og indvendigt. Der skal børstes og skrubbes godt, og sørg for at komme ind i hjørner og vanskelige steder, hvor skadyr kan overvintre.

Herefter overspules drivhuset igen, denne gang noget grundigere, så alt skidt og møg skylles bort. Jeg bruger selv bare den alm. haveslange med en dyse på, men en højtryksrenser kan være effektiv at have ved hånden.

Sørg for at overdække eller flytte planter så de ikke bliver spulet til i sæbevandet.

Udskiftning og vanding af jorden i drivhuset

Er du en af dem som planter direkte i jorden inde i drivhuset i stedet for fx plantesække, bør du måske overveje at skifte noget af jorden ud. Alterativt kan der gødes, eller tilføres kompost, så jorden har næring til de planter der skal være i drivhuset.

Man kan dog også vælge at sædskifte, så plantetyperne rokeres rundt i drivhuset. Det ene år står tomaterne i venstre side, mens agurkerne står der næste år. Der bør dog tilføres næring til jorden, for at få det bedste resultat.

Er jorden i drivhuset meget tør, kan du overveje at grundvande den, inden der skal plantes. Med grundvanding i drivhus forstås at du fx. sætter havevanderen ind i drivhuset og lader den køre ind til jorden er god og fugtig i en dybde af 30-40 cm.

Forebyggelse af dræbersnegle i drivhuset
De senere år har jeg tilføjet endnu en lille ting når jeg gør drivhuset forårsklart. Nemlig at forebygge dræbersnegle. Allerede i februar måned begynder jeg så småt at drysse sneglegift ud. Jeg bruger selv gift i pilleform, som jeg drysser ud på jorden, og i hjørner og kroge. Er du ikke til sneglegidt mod dræbersneglene, kan du læse her hvordan man kan slippe af med dræbersnegle i haven.

Den taktik har indtil videre været god, og i den seneste sæson havde jeg kun 2 dræbersnegle i drivhuset!